I virkeligheden handler det om...
Tomme auditorier, sygeplejersker, der løber stærkere end træskoene kan holde og vikarer som ikke er uddannede. Igen i år er der færre unge, som har lyst til at læse til lærer, pædagog og sygeplejersker. Situationen er alvorlig og konsekvenserne til at tage og føle på for vores samfund, allerede nu, men især i fremtiden.
Når unge mennesker fravælger at læse til lærer, pædagog og sygeplejerske er der selvfølgelig ikke bare en enkelt grund. Og heller ikke en enkelt løsning. Men i virkeligheden handler det måske om, hvordan vi i fællesskab får skabt mere anerkendelse af jobbet som lærer, pædagog og sygeplejerske? Hvordan vi kan give flere unge mennesker lyst til at gå den vej?
De strukturelle rammer som samfundsøkonomi, manglen på arbejdskraft og lønforhold har selvfølgelig betydning for, om man har lyst til at arbejde i de her fag, ligesom indholdet på uddannelserne og forhold på arbejdspladsen også er vigtige faktorer. Og endelig er der den måde, man taler om tingene på.
På det årlige Sorø-møde, der netop havde erhvervsakademi-
uddannelserne og professionsbacheloruddannelserne som tema sagde Bertel Haarder i sin indledende tale, at der er mange håndtag, der skal skrues på, hvis udviklingen skal vendes. Det er vi helt enige i. Vi mener, at der er brug for, at en stærk person eller institution tør formulere en drøm for professionsfagene og for jobbene som fx lærer, pædagog og sygeplejerske - og forfølge den på en utraditionel måde! Hvad er kernen og værdierne i fagene? Hvad gør en lærer stolt af at være lærer, og hvornår er en sygeplejerske glad, når hun går hjem efter fyraften? Og hvordan kan vi tale om uddannelserne og jobbene på en ny måde?
Som situationen ser ud nu, er der skabt en negativ begrebsramme, hvor ord og benævnelser, man bruger om fx folkeskolen og plejesektoren forstærker den negative situation, som hele sektoren befinder sig i. Medierne vægter de negative historier med fokus på problemer, mangler og negative sider. Imens skændes aktørerne om, hvis skyld det er, at det er gået så galt som det er - er det regeringen, oppositionen, fagforeningerne, lærerne selv eller medierne, som har ansvaret?
Vi vil gerne være med til at skabe en ny og positiv begrebsramme. Kan vi tale om uddannelserne og jobbene på en ny måde? Kan vi i fællesskab finde nye begreber? Kan vi begynde at fortælle, hvad det i virkeligheden handler om? Vi taler ikke om en ny imagekampagne eller et roadtrip til 10 danske folkeskoler. Vi taler om at begynde en åben proces, som ingen ved hvor ender, men som kan føre til, at man i fællesskab arbejder med at finde ind til kernen og værdierne i fagene og begynder at fortælle de rigtige historier og bruge nye begreber.
Hvis man vil have nye resultater, må der også nogle gange nye metoder til. Vi har erfaring med, at hvis man sætter mennesker sammen på nye måder og giver dem muligheden for at arbejde i en kreativ proces opstår der uventede løsninger. Og nye relationer, hvor de involverede parter kan skabe et helt nyt udgangspunkt sammen.
Vi vil gerne helt konkret foreslå, at en gruppe af mennesker fra sektoren, udøvende indenfor fagene, studerende, potentielle studerende, fagforeninger, brugere og medier inviteres til at finde løsninger på, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at uddanne sig til lærer, sygeplejerske og pædagog. Hvordan skaber man mere anerkendelse om fagene og faglig stolthed? Og hvilke historier fortæller man og med hvilke ord?
Situationen er alvorlig. Meget har været forsøgt. Der er alt at vinde ved at prøve at gribe sagen an på en ny måde. Vi vil gerne opfordre til at man går en anden vej, end den man plejer: Spørger nogle andre mennesker, bruger nogle andre metoder og ikke mindst tør formulere en drøm og sige den højt. Vi vil gerne være med.
Cumuli / Ann-Sofie Højbjerre Jakobsen
kommentar // 20.
August
2008
Kommentarer:
|
|
)
)
)
)
)
|
|